torsdag den 12. maj 2011

Lykken

En gang imellem, ellers faktisk for det meste, så får jeg nok at prætentiøs mad, der prøver at være noget, det ikke er, og som har glemt, hvad det en gang var. Derfor bliver jeg altid glad, når jeg får lavet mad, der smager - helt almindeligt. Som en græsk salat med god feta og frisk basilikum (her er der faktisk brugt helt utraditionelle blå basilika), den smager bare af mor (min mor) og charterferie på hvilken som helst græsk ø, du kan tænke dig. Så kan jeg blive helt lykkelig indeni og føle, at alting nok skal gå - når bare jeg stadig kan smage helt enkle ingredienser og stadig få en fornemmelse af velvære og appetit. Det er derfor, jeg er så splittet mht. mad, for jeg elsker fusionsmad og anden nytænkning, men samtidig findes der i mig dybe sentimentale spor, der går helt tilbage til skemaden.
En anden ting, der gør mig lykkelig for tiden er min lille bitte have. Jeg bor på et kollegium, der er meget egnet for familier og lign. og vi har allesammen vores egen lille tilhørende frimærke. På mit frimærke har jeg
skraldet næsten alt, hvad der er - lige med undtagelse af vandkanden og den store blå krukke. Selv jorden er hentet fra genbrugsstationen. Så kan man tale om selvforsyning og NYTTEhave! Jeg har plantet hvidløg, kartofler, tomater, oregano, mynte, persille, purløg og citrontimian. Glæder mig til at se, hvad det bliver til!

Ingen kommentarer: